Berlingske Media samler sine lokale medier i en ny forretningsenhed

Direktør Per B. Jørgensen træder i den forbindelse tilbage som chef for Berlingske-udgivelserne i det midtjyske. Han fortsætter dog frem til udgangen af 2011 med at løse særlige opgaver for koncernchef Lisbeth Knudsen.
Som led i en ledelsesmæssig omstrukturering i Berlingske Medias lokale udgivelser, og efter en velgennemført økonomisk turnaround for Berlingskes midtjyske dagblade og ugeaviser, fratræder Per B. Jørgensen 1. juli i år stillingen som medlem af Berlingske Medias koncernledelse og adm. direktør i Berlingske af 2007-selskabet, der bl.a. rummer Berlingske-aktiviteterne i Midtjylland.

"Der er al grund til at sige Per B. Jørgensen en stor tak for arbejdet med de store forandrings-processer, som nu har givet positive resultater både i forhold til læserne og i forhold til bundlinjen i vores lokale dagblade og ugeaviser i Midtjylland. Jeg er meget glad for, at vi i koncernen fortsat i en periode kan trække på Per B. Jørgensens store viden og erfaring", siger koncernchef Lisbeth Knudsen.

Per B. Jørgensen vil frem til udgangen af 2011 fortsat arbejde for Berlingske Media med varetagelse af en række centrale bestyrelsesposter i bl.a. Syddanske Medier og med specialopgaver – herunder forhandling af overenskomstaftaler m.v. Det sker i direkte reference til koncernchef, Lisbeth Knudsen.

Nyt stærkt par i spidsen for Berlingske Lokale Medier

Med virkning fra i dag etableres en ny forretningsenhed for alle Berlingske Medias lokale udgivelser. Enheden får navnet Berlingske Lokale Medier, og det bliver makkerparret Gorm Wesing Flyvholm, medlem af koncernledelsen og direktør for Berlingske Lokalaviser og Dorthe Carlsen, ansvarshavende chefredaktør for virksomhedens midtjyske medier, der sammen kommer til at stå i spidsen for enheden.

Begge har været med til at lede dels lokalaviserne og dels de midtjyske titler igennem de meget store forandringer, de har gennemgået i løbet af de seneste år, og begge får nu udvidet deres ansvarsområder. Dorthe Carlsen får således det chefredaktionelle ansvar for alle de lokale udgivelser, imens Gorm Wesing Flyvholm allerede har ansvaret for annoncesalgssiden og det totale kommercielle ansvar for lokalaviserne. Direktøransvaret for selskabet, Berlingske af 2007, som de midtjyske udgivelser hører til, overdrages til koncernens økonomidirektør, Peter Nordgaard. Koncernchef Lisbeth Knudsen er fortsat bestyrelsesformand for Berlingske af 2007.

Berlingske Lokale Medier kommer til at bestå af alle dagblade og ugeaviser i Midtjyske Medier samt alle ugeaviserne i Berlingske Lokalaviser. I alt seks dagblade og godt 50 ugeaviser med tilhørende websites og øvrige aktiviteter, herunder de nye lokale kvartalsmagasiner.

"Der er ingen tvivl om, at Berlingske Lokale Medier kan blive en virkelig stærk samlet forretningsenhed med masser af dynamik, forandringsparathed og udviklingspotentiale", fastslår koncernchef Lisbeth Knudsen, Berlingske Media og tilføjer:

"Vi har allerede lagt mange kræfter i at styrke og udvikle vores positioner i lokalområderne, og vi kan se, at det nu er ved at bære frugt både oplagsmæssigt og indtjeningsmæssigt."

Yderligere oplysninger:
Koncernchef Lisbeth Knudsen, mobil 21 41 00 00.